Camino – Erfaringer
30. april 2007 af ies
Denne side er delt i tre dele!
Årsagen er den forskel jeg nu har oplevet der er på Camino Francés – Den Franske Rute – og de andre ruter…
Første del er baseret på Camino Francés og anden del på Camino Primitivo.
Med fuldt overlæg har jeg ikke noget lynlink, så du kan springe til Primitivo-delen, for der er god grund til at gennemlæse det hele. Specielt såfremt du spekulerer i at tage én af de ruter, som giver noget mere udfordring, end Camino Francés.
Tredie del omhandler lidt generel information omkring støvler og støvlepleje.
Camino Francés.
Det første folk ønsker at vide er som regel: Hvad skal jeg pakke i min rygsæk, hvad er min oppakning?
Kort sagt: Ikke mere end højst nødvendigt!
Selv havde jeg jo taget fejl af hvor “wilderness like” turen ville blive. Hele ruten går gennem mere eller mindre (det er jo Spanien) civilicerede egne.
Overalt er der strøm (med én eller to mulige undtagelser på ruten…). Alle steder er det muligt at finde noget at spise og vandet kan såmænd sagtens drikkes, selvom vi for det meste valgte købevand.
Der er ingen grund til at fylde rygsækken op hjemmefra med overlevelsesmåltider, Trangia, vildmarkstelt og lignende…
Tænk i vægt og tænk i komfort.
Hér er en liste:
1. Én langærmet undertrøje af den tynde svedtransporterende type.
2. To kortærmede t-shirts af den tynde svedtransporterende type.
3. To par tætsiddende underbukser af tights-typen.
4. Tre par tynde strømper.
5. To par tykke strømper.
6. Én tynd vandtæt jakke (skal-jakke).
7. To par luftige trekkingbukser. Du kan nøjes med ét par.
8. To styk mellemstore trekkinghåndklæder af hurtigtørrende type.
9. Et styk hovedbeklædning med skygge.
10. Ét stort regnslag af den militære letvægtstype, da det også dækker udrustningen og kan bruges til andet (Jeg medtager også 6 pløkke og fire elastikker…).
11. Et komplet 1′-hjælpssæt (husk vaseline, zinksalve og klorhexidinsalve til sårbehandling!!!).
12. Toilettaske med det mindst nødvendige.
13. Ét par letvægtssandaler til vandring i byerne, så fødder og vandrestøvler kan få lidt ny luft.
14. Et par frostposer.
15. En lille håndfuld pakker med engangsservietter.
16. En lille håndfuld fugtservietter.
17. Sæbe til tøjvask, som regel i hånden i koldt vand.
18. Lille pose med lidt snor, nogle klemmer og nogle sikkerhedsnåle. Tøjet kan hænge til tørre på rygsækken når du går.
19. Liggeunderlag i god tyk kvalitet, men letvægts!
20. Sovepose, som er let og intet fylder.
21. Batterioplader og ekstra batterier til dit kamera… (Lad MP3′n blive hjemme!!!)
22. Mobiltelefon + oplader.
23. Kamera.
24. Notesblok og blyanter (blyanter virker altid og kan let spidses med en simpel kniv).
25. Lille lommefoldekniv.
26. Pandelampe i god kvalitet. Meget gerne med mulighed for umiddelbart at skifte mellem hvid og rødt lys. Rødt lys generer omgivelserne meget mindre på en tætpakket sovesal, og du bevarer dit nattesyn.
27. Ekstra batteri til pandelampen…
28. 2 liters (mindst) drikkesystem til din rygsæk.
29. Plastdrikkekrus og Spisebestik. Kniv, (lille) ske og evt. en gaffel. Mere civiliseret smøring af den daglige tun-bocadillo og hvis du vil ha’ en af de små lunkne yoghurt.
30. En lille rulle gaffertape. Altid godt hvis/når noget går i stykker.
31. Lille trekkingrygsæk. Skulderremmene skal være velpolstrede og stive, oppakningen inde i rygsækken må ikke gnave dig ind i ryggen, hofteremmen skal føles behagelig. Og du skal øve dig i at vide nøjagtigt hvor du har hvad i den. Særligt i bælgravende mørke, når regnen står ned i lårtykke stråler…
32. Solbriller.
33. Gode vandrestøvler. Som du har gået til og sikret er helt vandtætte. Også på selve turen…
34. Pudsegrej til fodtøj.
35. Lille kompas. Ikke at det er nødvendigt, men det er rigtig praktisk at der er spejl i låget!
Det kan også være en rigtig god idé at ha’ en lagenpose til at lægge inderst i soveposen.
Jeg står nu nøgen sammen med min oppakning, så det jeg ønsker at gå/rejse i skal tages ud af rygsækkens indhold.
Tungt???
Alt det i listen ovenfor, som er inklusive det tøj du går i, vejer 13 – 13,5 kg. Hvoraf 2 kg. er vand!!!
Støvler, tøj og vand er vel nok ca. 4 kg…
Dertil går jeg jo med en mil-spec. rygsæk, som er ekstremt robust, men IKKE letvægts!
Lidt omtanke i indkøb og udrustningsmængde, og du kan godt komme på 10 – 12 kg. oppakning på ryggen, inclusive fyldt drikkesystem.
Selvfølgelig kan oppakningen skæres mere ned, f.eks. kun én t-shirt, intet liggeunderlag og lignende, men bør en t-shirts vægt være afgørende???
I så fald er du nok bedre tjent med at ofre dine vandrestøvlers vægt og kvalitet opmærksomhed. Og det kan lade sig gøre at få lette støvler, som er meget velegnede at vandre i, som er solide og vandtætte og alt muligt.
Camino Primitivo.
Alt det ovenfor, bør du også medbringe på Primitivo’en.
Forholdene er anderledes ved, at du i løbet af dagen ikke nødvendigvis kommer forbi nogle spisesteder og at herberget sagtens kan ligge langt uden for byen, også uden indkøbsmulighed…
De meget længere stræk i hårdere terræn mellem mulige herberg, gjorde at vi ydermere medbragte :
36. Poncholiner. Fylder lidt, dvs. det samme som letvægts soveposen, men er et skønt supplement. Især når du behøver en længere pause ude midt “In the middle of Nowhere”. Og en frysende pilgrim bliver din ven for livet, når du låner ham poncholineren…
37. Tørret frugt. Netop de længere etaper og mere udfordrende stier, kan gøre det til en rigtig, rigtig god ide at have nogle poser tørret frugt med. Personligt foretrækker vi de blandede poser med papaya, ananas, m.m. Det giver lidt mere variation, end blot rosiner alene… Og Spansk mad består af Hvidt brød, gerne skorpeløst og tørret fedtrigt kød…, så ethvert tilskud af noget som rent faktisk er sundt: Tag Det!!!
Generelt om Støvler & Støvlepleje:
Køb absolut ikke de første 5 par som ekspedienten henter frem… Prøv så mange som overhovedet mulig, i så mange butikker som muligt og vær hamrende kræsen. Det kan tage op til et par hundrede kilometer før dine støvler og fødderne har “fundet hinanden”. Brug den tid til at træne din vandring.
Støvlen skal sidde komfortabelt på foden, være let, ha’ en solid sål egnet til bjergvandring, ha’ støtte til anklerne.
Og så er der mit lille specialkneb, som har holdt mig fodtør og varm i de sidste 20 år!
Støvler i læder (GoreTex/Læder). Puds og plej læderet helt som normalt med anbefalet støvlesværte (ikke læderfedt), dagligt den første uge, dagligt!
Fyld derefter støvlen med avispapir og indsøb læderet (KUN LÆDERET – vigtigt!!!) med læderolie. Gentag det to, tre gange dagligt i tre dage…
Lad dem stå et døgn og fjern derefter avispapiret og puds støvlerne som normalt med den anbefalede støvlesværte.
Du skal ikke forvente at få blanke støvler i lang tid fremover…
Men de holder vandtætte mindst de næste 6 måneder!!!
Vil du sikre dig yderligere, så giv alle syninger og kanter lidt læderfedt.
Mange vil skrige over denne behandling, men jeg ved at det er muligt at være flere uger i felten i alle vejrforhold og stadig ha’ varme tørre støvler!
Og mine fødders velbefindende er langt vigtigere, end om mine støvler holder 4 eller 6 år. De er brugsgenstande og bør alligevel, af flere årsager skiftes med nogle års mellemrum. Hvad gør du f.eks. med dine løbesko???
Nogle optegnelser fra mine 3 pilgrimsture til Santiago de Compestella i 2002-3 hver tur var på 850 – 900 km. Jeg gik de tre ture i løbesko og sandaler. Der er min erfaring
At mange havde problemer med fødderne når de gi i vandrestøvler. Jeg skrev på mine ture flere hundrede spirituelle oplevelser ned og har er et par stykker af dem. Skal gå Caminoen og gerne vil vide noget om det er min mail adresse her:
bjarne-jen snabel-a webspeed.dk
1. Jægerne.
Vi startede tidligt om morgenen og allerede kort tid efter begyndte der noget som lignede udbruddet af tredje verdenskrig. Det var jægerne. De drønede rundt på markvejene i små terrængående køretøjer. Det var biler som der ville have gjort enhver dansk med sommerhus nord for København grøn af misundelse. Ud af bilerne tumlede mænd og hunde af enhver art gadekryds. Det var hunde der for de flestes vedkommende levede hele deres liv i fangenskab og derfor nu var helt ustyrlige. Jægerne var alle ens uniformerede: Grøn bølle hat, veste med patroner nok til en hel krigsfilm, grønne bukser med gamacher og støvler. Det var en påklædning som jægerne kun kunne bevæge sig i med skrævende ben og med armene noget ud fra kroppen. Jægerne plaffede på løs. På hvad fandt jeg aldrig ud af. Hundene forskræmte rundt i cirkler.
Desværre var ikke alle cirklerne i tilstrækkelig stor afstand fra hundenes herre, kunne man forstå, når et skud efterfulgt af et ynkeligt hundehyl af og til hørtes. Nogle af hundene ville dog ikke være med og strøg skræmte af sted. Et sted på vores vej overværede vi at en jæger havde skudt en anden jægers hund. Det skulle han aldrig have gjort for det resulterede i at ejermanden til den nedlagte hund her og nu ville skyde sin uheldige jægerkollega. Heldigvis nåede tililende jægere fra de omkringliggende marker at kaste sig hen over den rasende mand og få fravrisset ham geværet. Det nåede de kun fordi han var for længe om at bestemme sig til om han skulle aflive manden helt eller blot skamskyde ham.
Jægerne poserede ivrige i alle skydestillinger medens de brændte krudtet af. På denne strækning føltes det som at befinde sig midt i Tivolis festfyrværkeri. Vi pilgrimme siksakkede som skræmte agerhøns han af pisten. Jægerne havde det dejligt og holdt det høje humør oppe ved hyppige søp af det lokale vin. Skræmte, men uden varige fysiske skader nåede vi pilgrimme dog alligevel frem til næste herberg.
Der hørte vi en tid på pilgrimme som overgik hinanden med snak om store vabler. De snakkede på samme måde om deres vabler som en flok lystfiskere har for vane at tale om fangst når de er sammen, gik vi en tur i den lille by. På et tidspunkt kom vi forbi et forfaldent hus som lå i udkanten af byen. Der stod en mand uden for huset. Han havde lige havde lettet sig og nu ved at tænde sig en cigaret. Han begyndte at ivrigt at gestikulere og råbe eksalteret: piligrino, peligrino, da han fik øje på os fordi han ville vise os noget inde i huset.
Nysgerrige fulgte vi efter ham ind igennem en lav bred dør. På vej ind af døren begyndte endrealinen at pumpe rundt i kroppen på mig. ( Det gjorde den fordi da manden åbnede døren kastede lyset sig indefra huset udover en stor blodpøl foran døren og indenfor kunne vi skimte at gulvet også sejlede i blod. ) Det var satans tænkte jeg oprømt, så fik de alligevel ram på et par stykker af os. Alt andet ville også have været umuligt. Det var altså derfor han havde råbt pilligrino, peligrino. Han ville vise os hvad han havde skudt. Jeg hev hurtigt mit fotografiapparat op af lommen parat til tage billeder af de uheldige pilgrimme.
Men vel inde i huset blev jeg slemt skuffet. Der lå kun et forfærdeligt stort dødt vildsvin på gulvet. Svinemorderen kiggede uforstående på mig, da jeg ærgerligt proppede mit kamera i lommen og spurgte om han ellers havde skudt noget som han mente at kunne have min interesse.
Vejen væk fra byen gik af nogle smalle veje i en skov som lå i et kuperet terræn. Vi gik i vores egne tanker da jeg hørte noget pusle i skoven. Stå stille, hviskede jeg højt og fortsatte: jeg kan høre noget i skoven og det lyder som et vildsvin og jeg har aldrig set sådan et ude i naturen. Da vi have stået et stykke tid og ventet dukkede der tyk forpustet tysker op af bakken bag os. Han hev sig møjsommeligt frem ved hjælp af to larmende skistave og det var ikke noget kønt syn.
10. Cykelpilgrimmene
Uden for cafeen kom jeg i snak med to herrer. Den ene var østriger og den anden italiener. De var vel begge omkring de halvtreds. Østrigeren var atletisk bygget hvorimod italieneren var høj og meget kraftig. Han var ikke måske ikke hvad en glad dansk ølkusk ville kalde fed, men alligevel kraftig. Medens Italieneren hentede vand til dem, sludrede jeg videre med østrigeren. Jeg kommenterede italienerens vægt og pegede på hans cykel som der var svejset forstærkninger på hist og pist. Det følte østrigeren sig ikke godt tilpas ved at jeg talte om.
Jeg gerne ville bevare mit nye venskab. Derfor begyndte jeg i stedet at gøre ham opmærksom på hvor meget vand hans hjælperytter måtte kunne slæbe på sin forstærkede cykel og at jeg derfor var overbevist om at østrigeren nok skulle nå frem til Santiago hvorimod jeg tvivlede på tyksakkens muligheder få at nå frem. Italienere kom tilbage med vandet og spurgte venligt hvad det var jeg sådan stod og morede mig over. Det følte hverken østrigeren eller jeg trang til at fortælle ham. For at bryde den pinlige tavshed der opstod nævnte jeg Fausta Coppi og italienerens ansigt lyste op i et stort smil, som alle italienere gør når Coppi bliver bragt på bane. Men italienerens smil ændredes til et andet udtryk efter at jeg havde fået gjort ham forståeligt, at han skulle passe på med hvad han spiste, fordi Coppi højst sandsynligt døde af en madforgiftning. Den veltrænede Østriger og elefanten kravlede uden et ord op på deres cykler og kørte. Jeg råbte et høfligt farvel efter dem. Kun Italieneren svarede mig. Fordi jeg ikke forstår italiensk forstod jeg desværre ikke hans lange afskedssalut.
11. Messen
Vi glædede os til den meget smukke og specielle messe som vi havde oplevet nogle gange før på vores første tur. Den blev udført af to munke og en præst de var alle af Benediktinerordenen og sang meget smukt. De havde alle nogle rigtig gode stemmer, der stod godt sammen. Derfor var messen et tilløbsstykke både for pilgrimme og for de lokale. Da jeg var på vej ind i kirken kom jeg til at gå lige bag ved den ene af munkene som hastede ind i kirken. Det var heldigt for derfor huskede jeg at slukke for min for min mobiltelefon. Inde i kirken var alle pladser besat af lokale spanier og af pilgrimme. Jeg huskede hvor koldt der havde været i kirken sidste gang vi havde været der. Denne gang var der betydeligt lunere selv om alle havde overtøj på. Da vi havde fundet plads på den bagerste bænk var der dødstille i kirken. Alle sad med deres gud og så frem til en smuk oplevelse.
Da jeg havde sat mig spurgte min veninde om jeg havde huset at lukke for min mobiltelefon. Hun var helt klar over risikoen for uvante og pinlige oplevelser i mit selskab. Også når hun følte sig mest tryg som f. eks. I en kirke. Heller ikke denne gang skuffede jeg hende. Selvfølgelig har jeg det sagde jeg og rejste mig op for at kontrollere om jeg havde at lukket for telefonen. Jeg hev den op at lommen og så at alt var i orden. Derefter jagede jeg den med en hurtig bevægelse ned i lommen igen hvor den aktiverede en diktafon jeg havde dernede. Den brugte jeg til at i tale i når vi gik ude på ruten for ikke at glemme de indtryk jeg skulle skrive ned når vi kom frem. Det kunne ikke have været timet bedre for samtidig med at jeg fik startet maskinen begyndte munke, præst og menighed at synge og jeg hørte mig selv brøle op om en bizar oplevelse jeg havde haft ude på Caminoen. Det virkede fuldstændigt uvirkeligt og jeg var helt lammet. Men det var virkeligt nok. Jeg stirrede på menigheden som havde vendt bort fra præsten og nu i stedet kiggede på mig med vantro blikke. Endelig fik jeg samlet mig sammen og fik slukket for båndoptageren og messen kunne fortsætte.
12. Det franske par
Den næste dag besluttede vi kun at gå 12 kilometer fordi det var meget varmt. Derfor var vi tidligt fremme ved det næste Herberg. Da det først åbnede kl. 15 ventede vi i flere timer sammen med andre pilgrimme på at det skulle åbne. Fordi nogle af de andre pilgrimme var gået fra det Herberg der lå før det vi var gået fra kom de nogle timer senere end os. Da vi skulle indskrives blev vi afvist, af bestyreren af herberget, fordi vi kun havde gået 12 km. Bestyreren var nordmand og var meget stresset. Han havde selv gået pilgrimsturen nogle gange og for øvrigt før han blev pensioneret været direktør fra et stort rejsebureau. Det må have været derfra at han havde sine manerer.
Han forklarede at der på herberget skulle være plads til de mennesker der måske ville ankomme endnu senere fordi de havde gået flere kilometer den dag end vi havde gjort. Vi skændtes en del med ham fordi det var imod pilgrimsrutens ideer at ikke alle pilgrimme kunne få husly. På andre herberger blev der lagt ekstra madrasser ud på gulvet hvis alle senge var op taget. De afviste han med henvisning til brandvedtægter som vi aldrig havde hørt om før. Det virkede absurd fordi der var ældre også syge mennesker som gik turen. Andre pilgrimme havde også gået sig alvorlige skader til eller fik det helt sikkert hvis de ikke også gik nogle kortere distancer ind imellem de længere. Da vi sagde til nordmanden at det måtte være hans egne regler han drev herberget efter gloede han bare på os og sagde så på sit skinhellige norske, at hans indtryk var at pilgrimsånden var på retur. Før i tiden gav pilgrimme, men i dag krævede de sagde han og så mildt på os.
Han var hverken til at hugge eller stikke i så vi måtte fortrække og se os om efter et hotelværelse. Der var kun to hoteller i byen og da vi var inde at spørge om værelse på det første hotel var der allerede et fransk par som ventede på svar om det samme. Efter lidt ventetid fik vi alle at vide at alle værelser var optaget. Uden for hotellet blev vi enige om at følges med det franske par til det andet hotel så vi tog vores rygsække på igen og gik videre. De var et umage par fordi hun var meget venlig og udadvendt og han var sur og tvær. Pludselig blev franskmanden ekstra sur fordi han var meget træt efter dagens strabadser derfor rev han sin kasket af. Så begyndte konen at råbe at han skulle tage den på igen fordi han var pilskaldet og det så ikke godt ud. Da han rasende nægtede at tage kasketten på igen skældte konen ham voldsomt ud hele vejen lige til vi kom til det næste hotel som lå i udkanten af byen.
Det var et meget stort og dyrt hotel. Der fik vi heldigvis at vide at der heller i var nogen ledige værelser. Da den venlige dame i receptionen havde givet den besked. Gik franskmanden fuldstændig amok. Han overfusede den venlige dame på adskillige sprog også engelsk som han havde nægtet at kunne tale. Åbenbart fordi han ikke havde gidet at snakke med mig forstod jeg nu. Derefter for han ud af hotellet og smed sig på en bænk i den park der var om hotellet. Der råbte han at han var så træt at han ikke kunne gå et skridt videre og at han ville blive på bænken til han døde. Uanset hvad konen sagde til ham ville han ikke flytte sig fra bænken. Så blev hun rigtig sur og råbte til ham, at hun også var træt og han var en idiot der var for gammel til hende. Hun var også nogle år yngre end ham. Før hun havde talt ud røg han op fra bænken og de lå på plænen og sloges korporligt mellem deres bagage. For mig at se så de ikke særlig trætte ud. Jeg synes det var meget pinligt at overvære så jeg foreslog min veninde at vi skulle gå videre. Men hun overraskede mig ved at sige vent lidt, vi skal lige se hvordan det her spænder af.
Nå, ja tænkte jeg misundeligt, hun kan jo universitets-fransk, så der er måske også mere i det end tørre tæsk. Da de havde ligget og kæmpet et stykke tid rev manden sig løs, snappede sin rygsæk og spurtede af sted han af den store plæne og konen efter ham. Det sidste vi så til dem var at de rendte og råbte efter hinanden. Vi var blevet sultne og gik tilbage til der første hotel hvor der også var restauration. Den tjener som serverede for os var den samme som havde fortalt os nogle timer før at der ikke var ledige værelser på deres hotel. Derfor undrede det os da han spurgte om vi havde fundet et værelse for ellers have han et til os. Det tog vi taknemmelige imod og takkede ham mange gange.
Vi blev senere enige om at franskmanden måske havde været ubehagelig og arrogant. Og at tjeneren derfor ikke ville have ham boende men samtidig ikke kunne sige til os at der var ledige værelser medens han hørte på det. Hen under aften mødte vi igen de franske ægtepar på cafeen hvor de sad og nød livet som om intet var sket usædvanligt var sket imellem dem. De sad og ventede på en taxi som skulle køre dem til et hotel i en by i nærheden. Manden spurgte om vi havde fået et sted at bo. Hvor brølede han og rejste sig fra stolen. Vi mødte nogle mennesker og bor privat løj vi skamløst, fordi vi vidste at han ville have faret lige ned til tjeneren som havde givet os værelset hvis han havde fået at vide hvordan det virkeligt hang samme.
13. Kaninen
Ikke sjældent førte mine manglende sprogkundskaber mig ud i situationer der løb løbsk for mig. Jeg kom en dag i snak med en velsoigneret Indonedisk dame med et stramt drag om munden. Hendes engelsk var lidt dårligere end mit, så derfor kunne vi overhovedet ikke forstå hinanden. Det generede mig ikke, tværtimod, for her havde jeg endelig mødt et menneske som viste interesse for mine usandsynlige historier der blev vildere og vildere.
Jeg havde været i gang med at fortælle om vores tidligere Camino da hun pludselig snerpede munden sammen og så skeptisk ud. Hun forlod mig uden et ord og kom kort tid efter trækkende med en herre som hun præsenterede for mig som sin mand. Han var høj, lidt duknakket og klædt ud i det reglementerede caminotøj. Han var kalveknæet og havde kridhvide ben, hvor han så end havde fået dem fra. Da han venligt hilste på mig så jeg at han havde meget store fortænder. Så for helvede tænkte jeg, da jeg så hans tænder, nu blive der ballade. Han spurgte mig på konens opfordring om det var rigtigt at jeg før havde reddet pilgrimsruten igennem på en kanin. Ja, bestemt sagde jeg og kikkede ham fast i øjnene. Det kan enhver gøre mig efter. Man skal bare holde godt fast i ørerne på den. Men ikke endelig ikke skamride den fordi kaniner er følsomme dyr. Han så tænksomt på mig i nogle sekunder. Så førte han sin kone væk fra mig med et fast tag i hendes arm og hvæsede: Hold dig fra ham for eftertiden for han er jo komplet idiot. Ingen aner hvad sådan nogle kan finde på.